Dagplejen Skovbo
Velkommen til Dagplejen Skovbo. I dagplejen bliver børnene passet i dagplejerens private hjem og dermed bliver barnet modtaget af den samme voksne hver dag og er sammen med de samme børn. Vi har fokus på de familiære rammer, nærheden og omsorgen, samtidig med at børnene bliver støttet i deres udvikling
Dagplejens styrke ligger i det hjemlige miljø, hvor det enkelte barn skal kunne ses og høres og dermed have en oplevelse af at være noget særligt. Der bliver læst bøger, der er opmærksomhed på sprogets udvikling og den fælles opmærksomhed der er nødvendigt, for at støtte barnets begyndende sprog bedst muligt. Dagplejen har det nære, det tætte, det varme og trygge miljø, hvilket giver det enkelte barn oplevelsen at være noget særligt.
Sådan ser her ud
I dagplejen bliver børnene passet i dagplejerens private hjem, men alle dagplejere er også organiseret i legestuegrupper. Hér mødes de én gang om ugen og har en hel dag sammen med 2-3 andre dagplejere og deres børn.
Vi har to skønne legestuer - Bamsebo (Høgevej 25A, 8210 Aarhus V) og Troldebo (Næringen 2, 8240 Risskov). Begge legestuer er indrettet med gode, store og lyse lokaler, der lægger op til både rolleleg, motoriske udfordringer, fordybelse og ro, sang og musik, kreativitet m.m. Begge legestuer har derudover gode udendørsfaciliteter med mulighed for leg om formiddagen/eftermiddagen, og med mulighed for at børnene kan stå ude at sove i barnevogne/krybber over middag.
I legestuen får dagplejebørnene mulighed for at indgå i et større børnefællesskab og være en del af andre pædagogiske læringsmiljøer. Jeres barn får mulighed for at udvikle sine sociale kompetencer, opbygge relationer til flere børn, møde nye voksne og deltage i de pædagogiske aktiviteter i andre rammer.
Legestuen bidrager desuden til at gøre dagplejens faste vikar/gæstedagplejer, Gitte, til et kendt og trygt ansigt for børn og forældre, da hun ofte kommer på besøg i legestuen.
I legestuen bliver der (som i dagplejehjemmet) altid taget udgangspunkt i børnenes aktuelle behov og udviklingstrin. Aktiviteterne tager sit afsæt i de seks læreplanstemaer, som ses herunder. Legestuegrupperne udarbejder halvårlige legestueplaner, som deles med forældrene.
De seks læreplanstemaer:
- Alsidig personlig udvikling
- Social Udvikling
- Kommunikation og Sprog
- Krop, Sanser og Bevægelse
- Natur, Udeliv og Science
- Kultur, Æstetik og Fællesskab
Læs mere om læreplanstemaerne i Den pædagogiske læreplan 2020 for Dagtilbuddet i Skovvangen
For dagplejerne giver middagsstunden i legestuen desuden mulighed for planlægning, refleksion og kollegial sparring. Den pædagogiske leder kan understøtte dagplejens fælles opgave gennem refleksion og facilitere pædagogiske processer.
Læs mere om Dagplejen Skovbo
Dagplejen Skovbo
Kornbakke Allé 58, 8200 Århus N
Telefon: 20 53 37 43
Kathrine Wacher Duus
Dagplejen Skovbo
Telefon: 20 53 37 43
E-mail: kawadu@aarhus.dk
Stine Schmidt Mikkelsen
Dagplejen Skovbo
Telefon: 29 20 41 17
E-mail: stscm@aarhus.dk
Skovvang – Trøjborg Dagtilbud inviterer i samarbejde med Sundhedsplejen til Åbent Hus med temaet - Hvordan giver I jeres barn de bedste betingelser for en god opstart?
Arrangementer foregår i kælderen i Vuggestuen Kornbakken, Kornbakke Allé 58, 8200 Aarhus N. Der er mulighed for at parkere sin barnevogn omme bagved huset og lige ude foran vinduet, så man kan holde øje med vognen, mens man er til arrangementet
Der vil altid være repræsentanter fra sundhedsplejen, pædagogisk leder fra Dagplejen Skovbo samt 1-2 pædagogiske ledere fra dagtilbuddets vuggestuer til Åbent Hus.
Datoer for Åbent Hus-arrangementer i 2024/2025:
Torsdag d. 28. november 2024 kl. 10-11.30
Torsdag d. 27. februar 2025 kl. 10-11.30
Torsdag d. 22. maj 2025 kl. 10-11.30
Torsdag d. 28. august 2025 kl. 10-11.30
Torsdag d. 27. november 2025 kl. 10-11.30
I Dagplejen Skovvangen har vi 22 dagplejere (både kvinder og mænd), som hver især passer 3-4 børn i alderen 0-4 år. Derudover har vi vores gæstedagplejer og ferie/fridags-koordinator, Gitte, der udover sine fem gæstepladser også varetager eventuelle sygemeldinger om morgenen og derefter koordinerer eventuel gæsteplacering af børn.
Dagplejerne er placeret over et bredt område, der strækker sig over Aarhus Midtby, Skovvangen, Katrinebjerg, Hasle, Skejby og Vejlby. Der er desuden tilknyttet en pædagogisk leder, Kathrine, og en dagplejepædagog, Stine, til Dagplejen Skovvangen – de har kontor på Kornbakke Allé 58, 8200 Aarhus N.
Dagplejehjemmet er et trygt og overskueligt miljø med en tæt og tryg relation til én voksen. Vi lægger vægt på, at der er god tid til ro og fordybelse, tryghed og nærvær, leg og læring samt at hverdagen ikke nødvendigvis har helt faste rammer, men i stedet tager udgangspunkt i børnegruppens behov og udviklingstrin.
Dagens gang
Morgen: Der tages imod børnene, og forældrene har mulighed for at videregive eventuelle informationer om barnet. Der tilbydes morgenmad indtil kl. 8.
Formiddag: Der serveres et let formiddagsmåltid. Det er primært om formiddagen, at de planlagte aktiviteter i Dagplejen foregår. Dagplejerne tager ofte på tur - enten på deres elcykler eller på en gåtur i nærområdet, hvor de bl.a. besøger legepladser, finder biller og snegle, fodrer ænder, går i Botanisk Have, tager på ARoS m.m.
Dagplejen lægger stor vægt på, at børnene er ude dagligt og får mulighed for at bruge uderummet som læringsmiljø. Nogle dagplejere mødes også på tværs og laver fælles aktiviteter for børnene.
Middag: Der gøres klar til frokost. Dagplejeren inddrager børnene i de daglige gøremål såsom at dække bord, rydde af, tørre bordet af m.m. Derefter prioriteres en rolig hyggestund inden børnene skal gøres klar til middagslur. Børnene sover udendørs i barnevogne indtil de er omkring 2-2½ år, hvorefter de kommer ind at sove på madras/seng. Dagplejeren har en halv times pause i middagsstunden, mens børnene sover.
Eftermiddag: Børnene vågner og tages op fra middagslur. De tilbydes et let eftermiddagsmåltid. Børnene leger enten inde eller ude indtil de bliver hentet
Åbningstider
Dagplejerne har forskellige åbningstider indenfor tidsrummet kl. 6.30-17.00 og med en ugentlig åbningstid på 48 timer. Se de forskellige dagplejeres åbningstider under de enkeltes profiler.
Ferielukning i Dagtilbuddet Skovvangen/Dagplejen:
- Mandag-onsdag før påske
- Grundlovsdag
- Fredag efter Kr. Himmelfartsdag
- Uge 29 og 30
- Den 24. december til og med 31. december
Vi håber, at rigtig mange børn kan holde fri under ferielukningen, da det betyder, at dagplejerne kan få afviklet deres optjente ferie- og fridage. Der er dog mulighed for feriepasning på dagtilbuddets lukkedage, men vi kan ikke garantere, at det er hos barnets egen dagplejer. Det vil i så fald være hos en anden dagplejer eller i en af dagtilbuddets andre afdelinger. Der er deadline for tilmelding ca. 1½ måned før feriepasningen.
Gæstedagpleje
Når en dagplejer har fri eller er syg, er det primært vores erfarne, fastansatte gæstedagplejer, Gitte, der passer børnene - enten i legestuen eller i sit eget hjem. Barnets faste dagplejer og Gitte har et tæt samarbejde, og de forsøger at skabe tryghed ved at besøge hinanden forud for en planlagt gæstepasning.
Der er desuden mulighed for, at børnene kan passes som ekstrabarn hos én af de andre dagplejere i området - en dagplejer må dog aldrig passe mere end fem børn ad gangen.
Dagplejen tilbyder sund og varieret mad med et minimum af farve- og tilsætningsstoffer. Børnene skal derfor ikke selv medbringe mad til nogen af måltiderne.
Dagens måltider
Morgenmad (indtil kl. 8)
Det kan f.eks. være
- Grød lavet af gode råvarer som f.eks. hirse/havre/spelt
- Havregryn og øllebrød
- Surmælksprodukt (tykmælk/yoghurt naturel/ymer fra 1 år) med frisk frugt (f.eks. æble, banan og pærer/rosiner, fiberdrys og revet rugbrød).
- Rugbrød eller andet grovbrød med f.eks. ost/peberfrugt og lign.
Formiddagsmad
Det kan f.eks. være
- Rugbrød/grovbolle/knækbrød – f.eks. med ost
- Frugt og grønt
Frokost
Det kan f.eks. være
- Rugbrød med sundt og varieret pålæg (fx æg, ost, grønt, kød)
- Fiskepålæg - gerne dagligt
- 1-2 slags varierende grøntsager hver dag.
- En lun eller varm ret
- Grød (babymad)
Eftermiddagsmad
Det kan f.eks. være
- Brød (groft)
- Frugt og grønt
- Frugtgrød/surmælksprodukt med groft drys og frugt
Drikkevarer
- Der serveres mælk mindst én gang om dagen – til de resterende måltider serveres der vand
- Børn 0-1 år: Modermælkserstatning
- Børn 1-3 år: Sød eller letmælk
- Anden specialmælk skal medbringes selv
Bemærk
I dagplejen er vi opmærksomme på hårde fødevarer, som er svære for små børn at tygge. F.eks. undgås rå gulerødder, nødder mm. Vindruer skæres over på tværs. Det anbefales samtidig, at børn får udfordret deres mundmotorik fra de er ca. 1/2 år gamle for at blive i stand til at tygge maden og udvikle deres sprog.
Hvis jeres barn kun spiser vegansk, skal I selv medbringe kosten i dagplejen.
Et godt forældresamarbejde om børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse er af afgørende betydning. I dagplejen er det derfor vigtigt for os, at I forældre inddrages aktivt i samarbejdet omkring jeres barn, og vi lægger vægt på et inddragende og tillidsfuldt forældresamarbejde. For os er gensidig åbenhed og respekt essentielt i dette samarbejde.
Kommunikation
Noget af det helt særlige ved dagplejen er den tætte daglige forældrekontakt med dagplejeren. Dette giver en unik mulighed for en kontinuerlig dialog omkring jeres barn. Dagplejeren taler løbende med jer forældre omkring jeres barns udvikling og læring, og hvad dagplejeren har fokus på ift. jeres barn. Derudover er der naturligvis også den daglige kommunikation om barnets basale behov – såsom hvordan barnet har sovet, spist osv. Ligeledes er det også rigtig vigtigt, at I som forældre informerer dagplejeren om forhold der kan påvirke barnets trivsel – har det sovet dårligt i nat, er maven forstoppet, ligger mor og far i skilsmisse osv. Denne åbenhed og gensidige dialog kommer jeres barn til gavn og er med til at give tryghed for alle parter.
Udover den daglige kommunikation mellem dagplejer og forældre, har dagplejen også en fælles kommunikations-platform, der hedder Aula. På Aula har dagplejerne mulighed for at skrive beskeder til jer forældre, lægge billeder op, orientere jer om arrangementer m.m. Derudover er Aula den platform, som den pædagogiske leder og dagplejepædagogen bruger til at kommunikere vigtige informationer ud til jer forældre. Derfor er det vigtigt, at Aula tjekkes jævnligt!
Det er altid muligt at kontakte den pædagogiske leder og dagplejepædagogen ved tvivlsspørgsmål, ris og ros, forslag til forbedringer osv. Det er dog vigtigt, at den primære kommunikation omkring jeres barns trivsel først og fremmest er via dagplejer. Hvis I som forældre er bekymrede eller undrer jer, er det vigtigt at orientere jeres dagplejer omkring dette, så der ikke opstår misforståelser.
Forældresamtaler
Under jeres første besøg ved dagplejeren afholder han/hun en form for opstartssamtale med jer forældre, hvor vi hører om jeres barn og dagplejeren fortæller om sin hverdag, praktiske oplysninger osv. Her er det vigtigt at I får forventningsafstemt, så begge parter kan være trygge i forbindelse med indkøringen.
Når barnet er mellem 9 og 14 måneder samt ved ca. 2,5-årsalderen tilbyder vi en status-udviklingssamtale (SUS), hvor vi snakker om jeres barns udvikling og trivsel. Samtalen foregår i dagplejerens hjem eller i legestuen tidligt om morgenen eller i middagsstunden. I forbindelse med disse SUS-samtaler tilsendes I nogle spørgsmål på mail, som I skal svare på inden mødet afholdes. Pædagogisk leder eller dagplejepædagogen deltager altid i 9-14 måneders-samtalen. Udover SUS-samtalerne er der selvfølgelig også mulighed for ekstra samtaler såfremt der er behov for dette - disse afholdes efter behov.
Tværfagligt samarbejde
Dagplejen har mulighed for at trække på tværfaglige instanser, hvis der opstår behov for dette. Dagplejen samarbejder med sundhedsplejerske, Tværfaglig Enhed (vejledning og sparring til dagplejerne), PPR (psykolog og tale/høre-konsulent), tandplejen og børnefysioterapi.
Få indflydelse på hverdagen
I dagplejen har vi et forældreråd, hvori der sidder 4-5 forældrerepræsentanter, en dagplejer og den pædagogiske leder. I forældrerådet har I som forældre gode muligheder for at få indflydelse på jeres barns hverdag hos os - men også i dagtilbuddet som helhed, da forældrerådet er repræsenteret i dagtilbuddets bestyrelse.
Du kan læse mere om dagtilbuddets visioner for forældresamarbejde, samt arbejdet med forældreråd og bestyrelse i linket herunder.
Samarbejde med forældre
Dagplejeren har i samarbejde med jer forældre hele tiden fokus på jeres barns udvikling og trivsel. Derudover føres der pædagogisk tilsyn i alle dagplejehjem. Tilsynet i dagplejen varetages af den pædagogiske leder eller dagplejepædagogen. Dagplejeren har fire varslede rammesatte tilsyn, ét ikke-varslet tilsyn og ét sikkerhedstilsyn om året.
For at understøtte den høje kvalitet vi ønsker i dagplejen, har vi et tilsynskoncept, der bygger på et respekt- og tillidsfuldt samarbejde mellem dagplejer og pædagogisk leder.
Vi ønsker med tilsynet at skabe en gensidig forpligtende dialog omkring den pædagogiske kvalitet og udvikling hos den enkelte dagplejer og i legestuerne.
Tilsynet indeholder to opgaver:
- En udviklingsopgave
- En myndighedsopgave
Udover de rammesatte tilsyn er dagplejepædagogen og den pædagogiske leder ofte på besøg i de enkelte dagplejehjem og i legestuerne.
Læs mere om vores arbejde med børnenes udvikling og trivsel under Fælles i dagtilbuddet.
Du kan se vores pædagogiske læreplan samt evalueringen af denne herunder:
Garantidistrikt Randersvej
Garantidistrikt Viborgvej
Garantidistrikt Horsensvej
Vikar-dagplejere
Når jeres barnet får tilbudt en dagplejeplads, skal I kontakte dagplejepædagogen eller den pædagogiske leder for at få oplyst jeres dagplejers kontaktoplysninger.
Derefter skal I kontakte dagplejeren og aftale et besøg hos ham/hende. Hvis I efterfølgende takker ja til tilbuddet, vil I modtage et velkomstbrev på mail fra den pædagogiske leder med diverse informationer om opstarten, et par pjecer m.m.
Inden opstartsdatoen skal I have kontaktet dagplejeren for at lave en aftale om indkøringen. Den pædagogiske leder eller dagplejepædagogen kigger forbi dagplejeren og hilser på jeres barn og jer i løbet af indkøringen.
Hvis I overvejer at skrive jeres barn op i dagplejen, er det muligt at kontakte pædagogisk leder eller dagplejepædagog og aftale et besøg i én af legestuerne, da det ikke er muligt at besøge et dagplejehjem førend I har fået tilbudt en plads. Under besøget i legestuen vil det være muligt at få en rundvisning, få svar på eventuelle spørgsmål samt hilse på de dagplejere, der er til stede den pågældende dag.
Kathrine Wacher Duus
Dagplejen Skovbo
Telefon: 20 53 37 43
E-mail: kawadu@aarhus.dk
Stine Schmidt Mikkelsen
Dagplejen Skovbo
Telefon: 29 20 41 17
E-mail: stscm@aarhus.dk
Hvis du beslutter dig for at skrive dit barn op til dagpleje, skal du gøre det digitalt via aarhus.dk/opskriv.
Vi anbefaler at du skriver dit barn op inden dit barn fylder 4 måneder, så barnet opnår højest mulig anciennitet på ventelisten.
Du er også altid velkommen til at kontakte Pladsanvisningen på tlf. 89 40 20 00. Det er Pladsanvisningen, der kan oplyse dig om de enkelte dagplejeres ventelister, hvilke dagplejere, der har ledige pladser osv.
Kathrine Wacher Duus
Dagplejen Skovbo
Telefon:
20 53 37 43
E-mail: kawadu@aarhus.dk
Stine Schmidt Mikkelsen
Dagplejen Skovbo
Telefon:
29 20 41 17
E-mail: stscm@aarhus.dk