Børnehuset Troldeskoven
Velkommen til Børnehuset Troldeskoven. Hos os bliver alle børn og voksne set som noget særligt og alle har noget positivt at byde ind med i vores fællesskab. Vores vigtigste opgave er at gøre alle børn og forældre trygge, så de trives og udvikler sig i vores Børnehus.
Børnehuset Troldeskoven åbnede i 2017. Helt fra starten har vi haft en personalegruppe, som har det til fælles, at alle brænder for den faglige kerneopgave. Vi har en fælles passion for at skabe vores børnehus med en meget høj faglighed. Vi er en integreret institution med børn fra 0-6 år.
Vi er et hus med et positivt og solidt funderet fælles værdigrundlag, hvilket tydeligt mærkes, når man træder ind i vores hus. Vi har en sund og værdifuld kultur, der afspejles i en god atmosfære for både børn og voksne. Vores kultur og hele vores tilgang til både børn og voksne tager udgangspunkt i Marte Meo-tankegangen.
Vi tror på, at alle skal føle sig set og anerkendt og grundlæggende være trygge ved at være i Troldeskoven. Når dette fundament er på plads, oplever vi trivsel, udvikling og læring for både børn og voksne. Vi arbejder målrettet på at skabe rammer for, at børnene bliver psykisk robuste, udvikler sociale kompetencer og bliver fuld af tillid og nysgerrighed på livet.
I Troldeskoven er alle en betydningsfuld del at fællesskabet – både forældre, børn og personale.
Vi har hele tiden fokus på at tage udgangspunkt i det enkelte barn og hele tiden sikre os, at barnets aktuelle behov og mulighed for udvikling tænkes ind i hverdagen og det store børnefællesskab. Vi vægter en høj faglighed og arbejder meget systematisk med, at alle børn er i progression udviklingsmæssigt.
Vi laver ”øvebaner” for alle børn, hvor vi sætter tydelige mål for barnets ”næste bedste udviklingstrin”. Disse øvebaner deler vi altid med forældrene, så vi hele tiden sikrer os, at vi samskaber bedst muligt omkring barnet. Det enkelte barns øvebane tænkes ind i vores uge-aktivitetsplaner, og derved sikrer vi os, at de aktiviteter barnet tilbydes, også passer til barnets aktuelle udviklingstrin og tillige tænkes ind i det rette læringsmiljø - hele tiden med udgangspunkt i vores værdier, husets pædagogik og funderet i det lovmæssige i dagtilbudsloven og Børne- og Unge-politikken.
Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål eller har lyst til at komme og se Troldeskoven og fornemme stemningen i huset.
Sådan ser her ud
Vi bor i lyse lokaler, har legeplads på begge sider af huset og har en skøn og rummelig pavillon. 5 minutters gang fra vores institution har vi også en kolonihave, som vi deler med de øvrige afdelinger i dagtilbuddet.
Vi er et forholdsvist nyt hus og har fra starten lagt vægt på at vores møbler og indretning er fleksibel, således at møblerne kan flyttes rundt efter behov, så vores rum og vores interessecentre/legemiljøer hele tiden er indrettet så de passer bedst til den aktuelle børnegruppes behov og udfoldelsesmuligheder.
Vi har en dejlig lys kælder, som er indrettet med forskellige legemiljøer, et stort kreativt værksted og med plads til motorisk udfoldelse.
Da vi har el-ladcykler kan vi også nemt komme til skov og strand og hver uge er vi afsted på ture ud af huset.
Vi ligger ved Riisvangen og rummer en dejlig alsidig børneflok fra nærområdet.
Læs mere om Børnehuset Troldeskoven
Vi er et børnehus der rummer børn i alderen 0-6 år. Vi har tre børnegrupper/stuer - én gruppe med de ni mindste vuggestuebørn, én mellemgruppe med en blanding af halvstore vuggestuebørn og de mindste børnehavebørn og én børnehavegruppe med ca. 24 børnehavebørn. I alt 48 børn og 15 voksne (ni pædagoger, tre medhjælpere, en pædagogisk leder, en studerende og en køkkenmedarbejder).
Vi åbner kl. 6.30 hver dag og lukker kl. 17.00, dog lukker vi 16.30 mandag og fredag.
I store træk ser vores hverdag sådan ud:
6.30 Børnehuset Troldeskoven åbner. I takt med at de første børn begynder at komme, samles vi først i vores køkken-alrum og derefter åbnes grupperummene og legepladsen løbende. De børn der kommer tidligt tilbydes morgenmad (frem til kl. 7.30), hvis de ikke har spist hjemmefra.
9.00 holdes der samling på de tre stuer. Ved samling synges der, leges forskellige lege og børnene får frugt og brød.
9.30 deles børnene ud i mindre grupper med forskellige aktiviteter. Grupperne kan både være med børn fra egen stue eller med børn på tværs fra det øvrige hus, afhængig af hvilken aktivitet barnet kan profitere af at deltage i.
10.30 spises der frokost (lidt senere i børnehavegruppen) dette gøres også i mindre grupper med børn og voksne fra egen stue
Efter frokost puttes de børn der sover middagslur.
14.00-17.00 spiser vi eftermiddagsmad og derefter sættes der gang i nogle aktiviteter inde og ude.
Aktiviteter og leg
Vi lægger vægt på at have fokus på både voksenstyrede planlagte aktiviteter (med så vide rammer, at børnenes interesser og initiativer inddrages) og børnenes spontane leg, der ofte opstår ud fra hvad børnene er optagede af i øjeblikket.
Alle tre stuer har en uge-aktivitetsplan med et overblik over stuens børn og de aktiviteter og ture, der er planlagt for ugen. Denne ugeplan laves ud fra børnenes individuelle øvebaner, således bliver det ikke tilfældighedsprincippet der afgør, hvilke aktiviteter barnet indgår i. Dette planlægges på baggrund af barnets behov og aktuelle udvikling.
Uge-aktivitetsplanerne kan også laves på tværs af huset og således får vi alle personalekompetencer i spil og sikrer os de gode og meningsfyldte børnerelationer på alle stuerne.
Vi tillægger leg stor betydning og ser legen som det bærende gennem hele dagen. I legen (og det relationelle samspil) sker meget udvikling - derfor er vi som voksne meget opmærksomme på, at støtte op om og være voksen-deltagende i børnenes forskellige lege og relationsdannelse i alle sammenhænge i løbet af en dag.
Vores forældregruppe har ved afstemning valgt, at vi har køkkenpersonale tilknyttet Børnehuset Troldeskoven. Derfor er alt vores mad frisklavet fra eget køkken.
Vi og vores køkkenpersonale lægger vægt på en meget høj økologiprocent. Der udsendes en madplan en uge frem i tiden, som I forældre altid kan se på Aula. Madplanen er altid varieret og tager udgangspunkt i årstidernes grønt. Der serveres både morgenmad, frokost og eftermiddagsmad, så vores børn skal ikke have madpakke med, de skal kun medbringe et stykke frugt dagligt til den fælles frugtsamling.
Måltiderne er et samlingspunkt, som børnene ser frem til og vi prioriterer højt, at skabe hyggelige og lærerige stunder med ro til at spise, snakke og iagttage hinanden. Derfor spiser børnene også i mindre grupper, der gør det muligt både at koncentrere sig om at spise og få en god oplevelse ud af måltidet.
Det at sidde sammen omkring bordet og kunne iagttage hinanden og se sine venner og de voksne smage på maden, giver ofte det enkelte barn lyst og mod på at smage på meget forskelligt mad.
Se vores elite-smiley ved at klikke på billedet herunder:
Vi stemmer om det
Det er dig som forælder, der er med til at bestemme om der skal være en fælles, selvbetalt frokostordning eller om vi skal have med madpakker med. Vi stemmer om det hvert andet år.
Vi ser forældrene som de vigtigste mennesker i barnets liv. I kender jeres barn bedst og derfor er det helt afgørende for os, at vi får givet jer forældre tillid og tryghed til os, så vi kan samarbejde bedst muligt om jeres barns trivsel og udvikling.
Forældre kan altid komme til os og dele både små og store bekymringer og glæder. Vi stiller os også gerne til rådighed med sparring omkring jeres barn.
Når barnet har fået en plads i Troldeskoven, kontakter vi jer og aftaler tid til en opstartssamtale. I børnehuset Troldeskoven lægger vi vægt på at både barnet og forældrene får en god indkøring og opstart. Derfor er denne opstartssamtale vigtig, da vi ved denne samtale kan tale om jeres barn, samt hvilke forventninger og tanker I har omkring opstarten.
Når I som forældre er rolige og trygge, smitter det som regel også af på barnet og derfor er det vigtigt, at vi kan have en åben og ærlig kommunikation og kunne komme til hinanden hvis behovet opstår.
Få indflydelse på hverdagen
I vores forældreråd har du gode muligheder for at få indflydelse på dit barns hverdag hos os - men også i dagtilbuddet som helhed, da forældrerådet er repræsenteret i dagtilbuddets bestyrelse.
Du kan læse mere om arbejdet med forældreråd og bestyrelse i dagtilbuddet i linket herunder.
Dit barns udvikling og trivsel er rigtig vigtig for os. Vi arbejder derfor løbende med at udvikle vores pædagogiske praksis og hele tiden sikre høj kvalitet.
Læs mere om vores arbejde med børnenes udvikling og trivsel under Fælles i dagtilbuddet.
Du kan se vores pædagogiske læreplan samt evalueringen af denne herunder:
Her finder du Børnehuset Troldeskovens tilsynsrapport
Børnehuset Troldeskoven
Kornbakke Allé 60, 8200 Aarhus N
Telefon: 41 85 44 43
Anne Dorthe Simonsen
Børnehuset Troldeskoven
Telefon: 41 85 44 43
E-mail: andsi@aarhus.dk
